Animation & Gaming
Her præsenteres en række cases på produktioner, der er skabt i Viborg.
Sybo Games
Bodie Jahn-Mulliner og Sylvester Rishøj Jensen, som begge har studeret på The Animation Workshop, grundlagde i 2010 SYBO Games. Sammen med en anden dansk virksomhed, Kiloo, udviklede de en af historiens største succeser inden for mobilspil: Subway Surfers. Spillet udkom oprindeligt den 24. maj 2012, og præcis seks år og seks dage senere nåede Subway Surfers en exceptionel milepæl, da det her nåede op på ikke mindre end to milliarder downloads, og i december 2019 kunne SYBO bryste sig af at have skabt årtiets mest downloadede spil i hele verden. Til YouTube-kanalen SYBO TV har virksomheden blandt andet skabt en serie af animerede film med karaktererne fra spillet, og kanalen har 4 millioner abonnenter.
Nørlum
Egentlig var Claus Toksvig Kjær engelskstuderende på Aarhus Universitet, men han valgte at skifte kurs og drog nordpå til Viborg og The Animation Workshop i stedet. Efter han blev færdig med studierne i 2003, arbejdede han blandt andet for Cartoon Saloon i Irland, inden han vendte tilbage til Danmark. Først som projektleder hos Mark Film, dernæst projektleder på The Animation Workshop. I 2011 blev han så hyret til at udvikle erhvervsklyngen Arsenalet, som han stadig sidder i bestyrelsen for. I 2013 blev han så producent og partner i animationsvirksomheden Nørlum, som han har opnået exceptionelt stor succes med. Blandt andet har Nørlum samarbejdet med Disney om Big Hero 6, ligesom virksomheden blev Oscar-nomineret for arbejdet med Song of the Sea. Desuden har Nørlum skabt Eddie of The Realms Eternal til Amazon, og i juni 2020 vandt filmen Calamity, som Nørlum har været med til at udvikle, hovedprisen på verdens største animationsfestival i den franske by Annecy.
Burning Daylight
Den 22. april 2020 blev Frederik Jeppesen kåret som et af den danske computerspilbranches lysende, nye talenter ved Producentforeningens årlige prisuddelingsfest, Spilprisen 2020. Sammen med sine medstuderende på The Animation Workshop udviklede han spillet Burning Daylight som sit store afgangsprojekt. Ingen af de tolv personer, der står bag spillet, havde nogensinde udviklet et spil før. Ved Spilprisen 2020 var Burning Daylight nomineret i hele fire kategorier: Bedste Debut, Bedste Visuelle Design, Bedste Lyd og Bedste Fortælling. På spilplatformen Steam har hele 88% af ca. 2.500 brugere givet spillet en positiv anmeldelse. Desuden har spillet vundet en pris for Best Student Game ved BIG Festival i Brasilien.